Zirkonia, E-max eller metalkeramik: hvad kronen er lavet af

Zirkonia findes i to udgaver

Her ligger den vigtigste tekniske skillelinje på hele siden, og et tilbud oplyser sjældent, hvilken af de to du får.

Massiv (monolitisk) zirkonia betyder, at hele kronen er fræset ud af én blok og derefter farvet og poleret. Den er stærk, tåler tyggetryk godt og kan laves tyndere end de fleste alternativer. Det sidste er et reelt argument, som sjældent bliver brugt: en tyndere krone betyder, at der skal slibes mindre af tanden, og slibningen er den del, der er permanent. Hvornår en krone overhovedet er nødvendig, er spørgsmålet før materialevalget.

Lagdelt zirkonia har en kerne af zirkonia med et lag porcelæn udenpå, som giver mere liv i farven. Udseendet bliver bedre på fortænderne. Det yderste lag er til gengæld svagere end kernen, og afskalning er den kendte svaghed. En lille afskalning kan nogle gange poleres eller repareres i munden, en større betyder en ny krone, og hvad du gør, når det er sket, afhænger af, hvor skaden sidder.

Oven i det findes zirkonia i generationer, der bytter styrke for gennemskinnelighed. Jo mere gennemskinnelig, jo mere ligner den en tand, og jo mindre tåler den. Den afvejning skal laves tand for tand: kindtænder tygger, fortænder bliver set.

Den mest uigennemsigtige variant forklarer også mange af de resultater, folk kalder »for hvide«. Kroner, der virker flade, ens og kridtagtige, skyldes ofte, at en stærk og opak zirkonia er brugt i hele munden, fordi den er nem og forudsigelig at producere. Materialet har ikke gjort noget forkert. Det er bare brugt på tænder, hvor det ikke hørte hjemme, og farvevalget kan ikke rettes bagefter.

E-max og grænsen ved broer

Litiumdisilikat er et smukt materiale. Det lader lyset gå igennem på en måde, der minder om emalje, og det er derfor, det bruges så meget til enkelte fortænder, indlæg og facader.

Grænsen ligger i spændvidden. Producentens egne anvisninger begrænser brugen i broer kraftigt, og i praksis bruges materialet til enkelttænder og kun undtagelsesvis til korte broer fortil. Står der en »E-max-bro« over flere tænder bagtil i dit tilbud, så bed om en skriftlig begrundelse.

Det andet forbehold handler om, hvordan kronen sidder fast. Litiumdisilikat får en stor del af sin styrke ved at blive limet til tanden, og limen binder bedst til emalje. Er tanden slebet så meget ned, at der mest er tandben tilbage, bliver bindingen svagere. Materialevalg og slibning hænger altså sammen og kan ikke afgøres hver for sig.

Metalkeramik og legeringen, du har ret til at kende

Metalkeramik er den stille forudsætning i mange tilbud og samtidig det materiale, der har den længste dokumenterede brugstid af de tre. Porcelæn på metal har været brugt i årtier, og hvordan det opfører sig over tid, er velkendt. Det er en styrke, men den er svær at sælge.

To egenskaber skal du kende. Metalkernen lukker ikke lys igennem, så porcelænet uden på skal gøre hele arbejdet med at se levende ud, og fortil kræver det mere plads og altså mere slibning end en tynd zirkoniakrone. Og kanten kan blive synlig med årene: trækker tandkødet sig tilbage, kommer overgangen frem som en mørk stribe ved tandhalsen. Det er materialets natur, men du bør have hørt om det, før kronen sidder på en fortand.

Står der blot »metalkeramik« i planen, står der intet om hvilket metal. Nikkel er et af de mest udbredte kontaktallergener, og nikkel-krom er en udbredt legering i tandteknik internationalt. Reagerer du på smykker, urremme eller knapper i bukser, er det en oplysning, klinikken skal have ved første konsultation, og du skal have legeringens navn og sammensætning skriftligt. Metal i munden kan i øvrigt give forstyrrelser på visse former for billeddiagnostik, hvor keramik ikke gør det i samme grad. Det er sjældent afgørende, men det er endnu en grund til, at det skal stå i papirerne.

Det, der afgør mere end materialet

Alle tre materialer fungerer, når de bruges rigtigt. Om en krone holder i mange år eller løsner sig efter kort tid, afhænger for det meste af andre ting:

• hvor tæt kanten slutter mod tanden, og om den ligger et sted, du kan gøre rent
• hvordan tanden er slebet, altså om formen giver kronen noget at sidde fast på
• om bidet er tjekket, mens du var vågen nok til at sige fra
• om kronen er fastgjort med den rigtige metode til netop det materiale
• om tandkødet var sundt, før arbejdet begyndte
• hvordan du gør rent langs kanterne bagefter, hver dag

Ingen af punkterne kan sammenlignes i en prisliste, og det er derfor, materialenavnet har fået en rolle, det ikke fortjener.

Et teknisk punkt mere, som mange patienter aldrig hører om. Skal en krone justeres i bidet, slibes den med et roterende instrument. Bliver en zirkoniakrone slebet uden at blive poleret op igen, står du med en ru keramisk flade, der slider på emaljen i tanden overfor. Justering er helt normalt. Manglende polering er det ikke, så spørg, om det bliver gjort, især hvis bidet justeres på sidste dag. Mærker du, at noget rammer først, når du kommer hjem, så læs siden om bid, der føles forkert.

Fastgørelsen fortjener sin egen linje. Litiumdisilikat limes typisk adhæsivt, efter at indersiden er ætset og forbehandlet. Zirkonia tåler ikke den samme ætsning og kræver en anden forbehandling og en cement beregnet til formålet. Metalkeramik cementeres ofte på den klassiske måde. En krone, der løsner sig igen og igen, handler lige så tit om fastgørelsen som om materialet.

Når kronen sidder på et implantat

På et implantat er materialevalget kun halvdelen af spørgsmålet. Den anden halvdel er, om kronen er skruet fast eller cementeret på den del, der rager op fra implantatet. En skruet krone kan tages af, hvis porcelænet skaller, eller tandkødet omkring skal behandles, og der er ingen cementrester, der kan blive liggende under tandkødet. En cementeret krone kan være pænere, hvor skruehullet ellers ville vise sig, men den kan ikke fjernes uden at blive ødelagt.

Massiv zirkonia er udbredt på implantater bagtil, fordi den tåler tyggetrykket. Fortil er billedet mere blandet. Spørg, hvilken løsning du får på hvert implantat, og hvorfor. Det er et af de få tekniske spørgsmål, hvor svaret ændrer, hvad en tandlæge herhjemme kan gøre for dig om ti år, og hvor længe et implantat holder, afhænger også af, om det kan gøres ordentligt rent.

Overblik med forbehold

Tabellen er en huskeliste. Den erstatter ikke en vurdering af din mund.

Der står bevidst ingen række om holdbarhed i år. Antallet af år afhænger af dit bid, din mundhygiejne og hvor meget sund tand der er tilbage under kronen, og et tal i en tabel ville være et løfte. Hvad der i praksis afgør, hvornår en zirkoniakrone skal skiftes, er beskrevet på siden om zirkoniakroners holdbarhed.

Papirerne, en dansk tandlæge vil bede om

Alt ovenfor bliver konkret den dag, en tandlæge i Danmark skal reparere en afskalning, bore gennem en krone eller lave en ny på samme tand. Ser vedkommende kun en hvid krone, begynder gætteriet, og nogle af mulighederne udelukker hinanden.

Få dette med i de papirer, du rejser hjem med:

• materialets navn for hver tand, med tandnummer, og om zirkonia er massiv eller lagdelt
• produktnavn og producent
• legeringens sammensætning, hvor der er brugt metal
• hvilken cement eller lim der er brugt
• navnet på det tandtekniske laboratorium
• ved kroner på implantater: implantatsystemets navn og typen af forbindelse

Der findes også et navn på det dokument, du egentlig beder om. EU's forordning 2017/745 om medicinsk udstyr, som Tyrkiet har overført til sine egne regler om medicinsk udstyr, kræver, at specialfremstillet udstyr som en krone ledsages af en erklæring fra fremstilleren (bilag XIII). Du kan bede laboratoriet om netop den erklæring, og får du den, har tandlægen herhjemme et helt andet udgangspunkt end en kvittering på to linjer. Materialeoplysningerne er nemlig den eneste del af journalen, der ikke kan rekonstrueres bagefter uden at tage kronen af.