Efter strålebehandling mod hoved og hals

Underkæben og feltet afgør mere end diagnosen

To tænder i den samme mund kan få to forskellige svar.

Underkæben er tættere og har færre veje for blodforsyningen, så den tåler et tab af blodkar dårligere. Overkæben får blod fra flere sider. Det er altså typisk underkæben, vurderingen kredser om.

Feltet spiller ind på samme måde. Stråler rettet mod den ene side af halsen rammer ikke nødvendigvis den modsatte side af kæben. Det er ikke kræftdiagnosen alene, der afgør risikoen for en bestemt tand, men hvor strålerne rent faktisk gik, og med hvilken dosis.

Dosisplanen er det vigtigste dokument

Her ligger forskellen mellem en vurdering og et gæt, og den står på papir.

Afdelingen, der gav dig strålebehandlingen, har en plan, der viser, hvilke områder der fik hvilken dosis. Sammen med epikrisen fra forløbet er det den, en kæbekirurg har brug for, når det skal afgøres, om en tand kan trækkes, om et implantat overhovedet er på tale, og hvilke forholdsregler der i så fald gælder. Uden den er alt, hvad nogen siger om din risiko, generelt snak.

Bed afdelingen om en udskrift, og bed om en engelsk version, hvis den skal læses uden for landet. Det tager tid at få fat i, så begynd med det, før du har besluttet dig for noget som helst.

Mundtørheden, der blev tilbage

For mange er den varige følge nemlig slet ikke knoglen, men spyttet.

Spytkirtlerne i feltet kan tage varig skade, og mindre spyt betyder mindre af kroppens eget forsvar mod caries. Tør mund og et helt almindeligt kostmønster giver huller i et tempo, de fleste aldrig har oplevet før, gerne ved tandhalsene og nede langs tandkødskanten, hvor de er svære at se og svære at fylde.

Det praktiske svar er hyppigere eftersyn, stærkere fluorprodukter efter tandlægens anvisning og et bevidst forhold til, hvor mange gange om dagen der kommer noget sødt eller surt forbi. De små ting tæller også: vand i hyppige slurke, sukkerfri produkter, der sætter spytflowet i gang, og fugtende midler til natten. De erstatter ikke spyt, men de gør døgnet mere udholdeligt og tager noget af gnidningen fra en protese mod tør slimhinde. Sidder der kroner i forvejen, er kanten et udsat sted, hvor caries kan arbejde længe uden smerter.

Nogle får desuden sværere ved at gabe, fordi tyggemusklerne lå i feltet. Det har en helt praktisk konsekvens: kan du ikke åbne munden tilstrækkeligt, bliver visse behandlinger vanskelige at gennemføre, uanset hvor gerne du vil.

Kæbekirurgen træffer beslutningen

Her skilles vejene fra almindelig tandbehandling.

Spørgsmålet om, hvorvidt en tand i et bestrålet område kan trækkes, og hvordan, hører til på en kæbekirurgisk afdeling på hospitalet, i dialog med de onkologer, der kender dit forløb. Din egen tandlæge eller læge henviser. Nogle af de tiltag, der overvejes i den situation, findes kun på hospitaler, og fagfolk er ikke enige om, hvor meget alle af dem hjælper. Det er præcis den slags afvejning, der ikke kan foretages i en behandlingsstol i et andet land på baggrund af et par fotos.

Implantater er ikke udelukket efter strålebehandling, og de sættes ind i udvalgte tilfælde. Men så er der tale om planlagt kirurgi i et hospitalsforløb og ikke om en linje i et tilbud. Mange har i øvrigt allerede været igennem en tandundersøgelse på hospitalet op til strålebehandlingen, og journalen fra den er et godt udgangspunkt for den nye vurdering.

§ 166: den særlige danske ordning

Der findes en ordning, der er skrevet til præcis denne gruppe, og den er værd at undersøge, før du kigger ud over landets grænser.

Efter sundhedslovens § 166 giver regionerne et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på grund af strålebehandling i hoved- og halsregionen har betydelige, dokumenterede tandproblemer. Tilskuddet dækker både forebyggelse og behandling af de tandsygdomme, strålebehandlingen har ført med sig. Der er en årlig egenbetaling, som regionen oplyser beløbet på.

To ord i den beskrivelse bærer det hele: dokumenterede og betydelige. Det er dig, der søger hos din region, og ansøgningen skal bygge på oplysninger om kræftbehandlingen og en udtalelse fra tandlægen om de problemer, den har givet i munden. Bed derfor tandlægen om at journalføre mundtørhed og nye huller fra første eftersyn efter behandlingen. Venter du, til skaderne er store, mangler netop den historik, der skal vise sammenhængen.

Ordningen er bygget op om behandling hos praktiserende tandlæger under de danske tilskudsregler. Spørg regionen direkte, før du lægger nogen del af behandlingen uden for den, så du ved, hvad du eventuelt giver afkald på. Baggrunden for, at tandpleje overhovedet står uden for det gratis sundhedsvæsen, er gennemgået i hvorfor tænder står uden for det gratis sundhedsvæsen.

Behandlingsugen og bestrålet knogle trækker hver sin vej

Læg forudsætningerne ved siden af hinanden, så bliver det tydeligt.

En behandlingsuge i udlandet bygger på tre antagelser: at grundlaget er afklaret på forhånd, at indgrebene kan lægges tæt, og at helingen forløber forudsigeligt. Her er grundlaget en dosisplan fra et hospital, indgrebene skal planlægges af en kirurg, der har læst den, og helingen er netop det, der ikke kan forudsiges. Heler et område ikke, viser det sig uger eller måneder efter, når du er hjemme i Danmark, og det er dansk sundhedsvæsen, der skal tage imod dig. Hvem der gør hvad i den situation, er samlet i hvem der følger op, når du er hjemme.

Tager du medicin mod knogleskørhed eller mod spredning til skelettet oveni, lægger de to risici sig oven på hinanden. Den side af sagen har sin egen gennemgang om knoglemedicin og kirurgi i kæben.

Et tilbud fra udlandet, læst med de rigtige briller

Nogle har allerede fået et behandlingsforslag, inden de læser dette. Så er der fem spørgsmål, der hurtigt viser, om klinikken har forstået, hvad den står over for:

• Har den tandlæge, der har lavet forslaget, set din dosisplan, eller kun et panoramarøntgen og nogle fotos?
• Hvem skal udføre eventuelle udtrækninger eller implantater, og hvilken erfaring har vedkommende med bestrålet knogle?
• Hvad er planen, hvis et sår ikke er lukket, når din hjemrejse nærmer sig?
• Er klinikken villig til at vente på en dansk kæbekirurgs vurdering, før den fastlægger noget?
• Hvordan tages der hensyn til mundtørheden, når kroner og broer udformes?

Et forslag, der kom tilbage få timer efter, at du sendte et par billeder, og som ikke nævner strålebehandlingen med et ord, er et standardforslag. Det er ikke nødvendigvis ondt ment, men det er skrevet til en anden patient end dig. Omvendt er en klinik, der beder om hospitalspapirerne og siger, at den ikke kan svare, før de foreligger, en klinik, der tager opgaven alvorligt. Hvad et forslag i øvrigt bør rumme, før du binder dig, står i hvad en behandlingsplan skal indeholde.

Papirerne i den rækkefølge, der virker

Rækkefølgen er forskellen på en sag, der kører, og en sag, der går i stå.

1. Bed afdelingen, der behandlede dig, om epikrise og dosisplan. Det tager længst tid, og derfor står det først.
2. Book en undersøgelse med røntgen hos en tandlæge i Danmark, og tag papirerne med.
3. Få en henvisning til kæbekirurgisk vurdering, hvis noget kirurgisk er aktuelt.
4. Undersøg samtidig med regionen, om du er omfattet af § 166.
5. Vent på kirurgens vurdering. Først når den foreligger, har du et grundlag at tage videre, til hvem det end måtte være.

Den, der skal svare på, om noget kan lade sig gøre i din mund, skal altså bruge tre ting: hvad der blev behandlet, hvor strålerne gik, og hvordan det ser ud i dag. Et ja, der kommer, før alle tre ligger på bordet, er et tilbud og ikke en vurdering.