Knogleskørhed, knoglemedicin og kirurgi i kæben

Derfor er netop kæben følsom

Kæben adskiller sig fra resten af skelettet på to måder. Den bygges om hurtigere end de fleste andre knogler, fordi den bærer tænder og belastes ved hvert tyggetag. Og den bærer det eneste hårde væv i kroppen, der bryder gennem slimhinden – tænderne – så der findes en permanent forbindelse mellem en bakterierig mundhule og knoglen omkring dem.

Når en tand trækkes ud, eller et implantat sættes i, åbnes der direkte ned til knoglen. Hos langt de fleste lukker det uden problemer. Hos et fåtal heler slimhinden ikke over, og knoglen ligger blottet – det er den tilstand, der på dansk kaldes medicinrelateret osteonekrose i kæben. Den er sjælden, men den er besværlig at behandle, og behandlingen hører til på en kæbekirurgisk afdeling, ikke i en almindelig tandlægestol.

Risikoen er ikke den samme for alle, der får medicinen

Det er her, samtalen enten bliver nøgtern eller går i panik. Tre forhold skiller grupperne markant fra hinanden:

For den almindelige patient i tabletbehandling mod knogleskørhed er risikoen for osteonekrose lav. For patienter i de høje doser, der bruges i kræftbehandling, er den væsentligt større, og der bliver kirurgi i kæben en beslutning, som kræftafdelingen skal være inde over. Det samme gælder, hvis du har fået strålebehandling mod hoved og hals.

Dertil kommer forhold, der lægger sig oveni for begge grupper: rygning, dårligt reguleret sukkersyge, samtidig behandling med binyrebarkhormon og en mund, hvor der i forvejen er betændelse. De tæller ikke lige meget, men de tæller.

Rækkefølgen, der sparer dig for problemet

Der findes en anbefaling, som er enkel at skrive og svær at nå at følge, fordi den skal bruges før, man ved, man får brug for den: få munden i orden, inden behandlingen mod knogleskørhed begynder.

Hvis der skal trækkes tænder, hvis der er rodrester tilbage i kæben, eller hvis en protese gnaver, er det nemmere at få ordnet, mens knoglens ombygning stadig kører normalt. Er du allerede i behandling, er pointen en anden, men beslægtet: det, der kan klares uden kirurgi, foretrækkes. En tand, der kan reddes med en rodbehandling, er i denne situation bedre end en tand, der trækkes ud.

Den prioritering er også grunden til, at en behandlingsplan skal beskrive alternativerne og ikke bare det valgte indgreb. Uden alternativerne kan du ikke se, om den nemmeste vej for klinikken også var den bedste vej for din kæbe.

Det, der ikke er grund til at bekymre sig om

Bekymringen løber let løbsk, og så holder folk op med at gå til tandlæge – hvilket er den værste mulige konsekvens, fordi det netop er den vej, problemerne opstår.

Det, der ikke er kirurgi, er ikke omfattet. Almindelig undersøgelse, tandrensning, fyldninger, rodbehandling, kroner, aftryk og røntgen står helt uden for den her diskussion, og de skal gennemføres som hos alle andre. Det samme gælder behandling af paradentose, så længe den holdes på den ikke-kirurgiske side.

Faktisk er anbefalingen den modsatte af tilbageholdenhed: går du til kontrol regelmæssigt, bliver et begyndende problem opdaget, mens det stadig kan løses uden at skære i noget. Det er den eneste virkeligt effektive forebyggelse, der findes på området, og den kræver ikke andet end at møde op.

At den løbende vedligeholdelse er noget, du selv står for som voksen, er en dansk særegenhed – og for netop dem, hvis tandproblemer hænger sammen med en sygdom eller en medicinsk behandling, findes der en kommunal vej, som beskrives sammen med resten af tilskudsbilledet.

Bærer du en aftagelig protese, hører den også til her. En protese, der gnaver, laver et sår på slimhinden over knoglen, og netop det sår er værd at få set på hurtigt frem for at gå med i uger.

Det klinikken skal have skriftligt, inden den planlægger

• Navnet på præparatet og styrken, fra dit medicinkort på sundhed.dk
• Hvordan det gives: tablet, indsprøjtning eller drop
• Startdato, og slutdato hvis du er holdt op
• Årsagen til behandlingen
• Hvilken afdeling eller praksis der følger dig
• Om du samtidig får binyrebarkhormon eller er i kræftbehandling

Få det oversat til engelsk før afrejse. Dette er et af de punkter, hvor en dårlig oversættelse ikke bare er upraktisk: forskellen mellem tabletbehandling mod knogleskørhed og højdosisbehandling på hospital er hele forskellen i vurderingen.

Beslutningen om en pause hører ikke til i tandlægestolen

Tanken melder sig hurtigt: kan jeg ikke bare holde pause med medicinen op til indgrebet. Spørgsmålet er rimeligt, og svaret er, at det ikke er dit eller tandlægens at afgøre.

Der er to grunde. Den ene er, at midlerne, som beskrevet, bliver siddende i knoglen – en pause på nogle uger fjerner ikke virkningen, den fjerner kun den nye dosis. Den anden er, at pausen har sin egen pris: den beskyttelse mod brud, du fik medicinen for, står ikke på standby, mens du holder fri. Et hoftebrud er ikke en mindre hændelse end et sår i kæben, der heler langsomt.

Derfor er den rigtige vej, at den læge, der ordinerer, og tandlægen eller kirurgen taler sammen om det konkrete indgreb. Det er besværligt, det tager tid, og det er en af de ting, der bliver sværere, når den ene part sidder i et andet land.

Når der opstår noget, sker det som regel efter hjemkomsten

Et sår i kæben, der ikke lukker sig, giver sig til kende over uger, ikke timer. Du er hjemme igen, tilbage på arbejde, og har måske holdt op med at tænke på behandlingen. Tegnene at holde øje med er blottet knogle, du kan se eller mærke med tungen, et område der bliver ved med at være ømt længe efter resten er helet, dårlig smag eller lugt fra stedet, eller hævelse der kommer igen.

Det er også derfor, at aftalen om kontrollen herhjemme skal ligge fast inden afrejse. Ved denne type forløb er den danske tandlæge ikke en ekstra sikkerhed, men den, der reelt opdager noget – og vedkommende skal vide, hvad der er lavet, og hvilken medicin du får, for at kunne genkende det. Præcis samme logik gælder for en følelsesløshed, der ikke fortager sig: den slags opdages hjemme, og journalen skal være tilgængelig, når den opdages.

Kort sagt: medicinen mod knogleskørhed er ikke en grund til at lade være. Den er en grund til, at planen skal laves i en anden rækkefølge og med en part mere om bordet.